Kunstudstilling hos Odd Fellow logerne i Silkeborg

 

PeterLundberg

 

I perioden 23. marts til 7. maj udstiller kunstneren Peter Lundberg fra Låsby nogle af sine værker i Odd Fellow ordensbygningen på Håndværkervej 6 i Silkeborg.

Der indbydes til åbning af udstillingen fredag den 23. marts fra kl. 15.00 til 17.00, hvor alle er velkommen til at se udstillingen.

Siden 1969 har maleren Peter Lundberg håndteret lærred, farver og pensler. Fra ungdommens vilde eksperimenter med blandt andet brændende billeder, der osende blev skabt i en baggård i Silkeborg, har han udviklet sig til en ekspressiv kolorist.

Malerierne er nærbilleder af – eller måske endda et kig ind bag – noget større. Hvad dette “større” er, må man selv finde ud af. Det kan oplagt være naturen, men det kan måske også være vores sind – altså billeder af alt det, der kan ulme og komme til udbrud inde i vore hoveder. I flere af malerierne finder man figurer, ikke mindst fugle. Fuglene er et symbol på friheden, og som sådan skal de ses. En frihed, der frigøres, når “sindet ulmer”.

De næsten 50 års vedholdende beskæftigelse med maleriet har givet ham den sikkerhed, som man i dag kan aflæse af hans billeder. Her er ingen falden på halen for aktuelle modeluner, men et udtryk, der er Peter Lundbergs helt eget.

Ser man på hans udvikling gennem de senere år er det åbenbart, at Peter Lundberg har fundet en øget frihed i kunsten. Der er kommet større former, mere dristige farvekombinationer og flere “fortællinger” med i billederne.

At han arbejder med oliemaling giver værkerne struktur. Og det tredimensionelle, har skabt fornyet liv i Peter Lundbergs kunst specielt i temaet: “A Closer Look At The World Behind”. Her bliver det til tider et næsten modellerede maleri.

Peter Lundberg har gennem årene haft en omfattende udstillingsvirksomhed både på gallerier, kunstmuseer, messer og i kunstforeningerne rundt omkring i Danmark og udlandet. I 2015 med sin store meget roste solo udstilling ”Just Memories” på KunstCentret Silkeborg Bad. Senest har han høstet stor succes i Tyskland med sin udstilling på Galleri Petra Lange, Berlin 2017. På dette galleri er han igen aktuel til efteråret 2018 og samtidig på Belle Art Gallery, DK.

Derudover arbejder Peter Lundberg i øjeblikket med nogle større udsmykningsopgaver, hvoraf den ene kommer til at strække sig over de næste fire år.

 

 

 

 

Medlemsområde

Log på med dit medlemsnr og adgangskode.